torsdag den 30. juli 2009




















Mexico

Så er det vist tid til at få afsluttet bloggen med en sidste beretning fra den afsluttende del af vores mellemamerikanske eventyr. Det er efterhånden godt halvanden uges tid siden vi igen kunne sætte fødderne på dansk grund efter en 26 timers tur hjem fra Mexico City.

Det blev endnu en bustur af den lange slags fra Lago Atitlan i Guatemala til San Cristobal De Las Casas i Mexico. Efter at have stået i den obligatoriske kø og have fået lov at passere den mexicanske grænse (det foregår til fods) blev vi samlet op af en bus og kørt op til San Cristobal. Her fandt vi - med hjælp fra en australsk surfer - vej til et hostel tæt ved bymidten hvorfra det var let at udforske byen. San Cristobal er, ligesom Granada og Antigua vi tidligere har besøgt, en spansk koloniby, hvilket betyder masser af charme og atmosfære. Vores tid i byen var knap, men vi nåede omkring et par kirker, et vekselkontor hvor den kære skrankedame prøvede at snyde os for 100 pesos, en dåse Jalapeños der gjorde livet surt for Jens' ellers hårdt prøvede og hærdede smagsløg, en privatkoncert med en hippieduo i nattøj, der spillede egne bossa kompositioner, et marked hvor vores prutte-om-pris talenter kom til kort, og ikke mindst spændingen ved at bestille for 2.000 kr. flybilletter på en spansk hjemmeside vi ikke forstod!

En morgen stod vi tidligt op og kørte til mayaruinen Palenque. På vejen gjorde vi hold ved et par meget smukke vandfald med mulighed for badning(Agua Azul og Misol-ha). Desværre havde vi ikke vores badetøj med så vi måtte nøjes med, stor-svedende, at se på at alle andre boltrede sig i de billedskønne laguner.

Palenque var stort. Mange rigtig flotte ruiner i rigtig flotte omgivelser. Desværre valgte vi en guide der gik mest op i at gendrive de konklusioner, som den arkæologiske forskning har frembragt gennem de sidste mange århundreder til fordel for sine egne hjemmestrikkede teorier. Det betød at vi fik meget detaljeret info om meget få ting og kun nåede en tredjedel af ruinkomplekset på de to timer vi havde. Ikke optimalt.

Fra Palenque gik turen med natbus til Tulum. En lille by på Yucatan halvøen et par timers kørsel syd for Cancun. Her boede vi i en Cabana i første række lige ud til det azurblå hav. Tiden gik på stranden hvor vi sugede til os af sol og varme velvidende at den danske sommer ventede om hjørnet med svigtende sol og nattefrost... (aarh okay men næsten)! Det blev også til cykelture til omkringliggende ruiner og cenotes - vandhuller med utålelige mængder flyvepest (myg) – hvor de lokale ynder at komme og få sig en kølende dukkert. Efter tre gode dage med sol og turisme i Tulum fortsatte vi med fly til hovedstaden.


I Mexico City mødtes vi med Ana og Hugo, det tidligere omtalte Servas par, og blev indkvarteret på deres udemærkede gæsteværelse. Vores Værter viste sig utrolig gæstfrie og enormt søde. De sørgede for vores aftensmad når vi kom hjem fra de strabadsiøse dagsture og kørte os rundt i byen til de helt rigtige steder at købe souvenirs. Ana talte et godt engelsk hvilket gjorde det let at udveksle oplevelser og meninger og de gav os gode tips til hvordan vi skulle gribe byen an. De er begge sidst i 30'erne og henholdsvis filmproducer og fotograf og de befinder sig vist nok i de højere lag af den sociale skala. De bor centralt i et hyggeligt boheme kvarter kaldet Condesa, sammen med kunstnerne, de rige og de intellektuelle. Herfra var mange af Mexico citys attraktioner let tilgændelige for os, hvilket jo var dejlig bekvemt. Opholdet hos Ana og Hugo blev endnu en rigtig god soplevelse.

Vi blev begge yderst positivt overrasket over denne enorme storby der til trods for det svimlende indbyggertal ikke synes så mennesketæt som mange andre og mindre storbyer vi har besøgt. Vores forestillinger levede altså langt fra op til virkeligheden. Hvad vi mødte var en grøn og arkitektonisk indbydende by med masser af kultur at gå på opdagelse i. Vi havde desværre kun to døgn at gøre godt med, så vores udbytte blev ikke så stort, men vi fik set de overvældende vægmalerier i det store national palads og kirkerne og området omkring Sokalo. Overvejer man at tage til Mexico City vil vi anbefale at man budgetterer med lidt mere tid
end vi gjorde. Gerne en hel uge som minimum.

Det var alt hvad vi har valgt at bringe. Der gemmer sig muligvis flere anekdoter et sted i ærmerne men dem får i ved lejlighed.

Bienvenidos a Dinamarca
Kram fra Estrid og Jens

Ingen kommentarer:

Send en kommentar