Mexico

Så er det vist tid til at få afsluttet bloggen med en sidste beretning fra den afsluttende del af vores mellemamerikanske eventyr. Det er efterhånden godt halvanden uges tid siden vi igen kunne sætte fødderne på dansk grund efter en 26 timers tur hjem fra Mexico City.

Det blev endnu en bustur af den lange slags fra Lago Atitlan i Guatemala til San Cristobal De Las Casas i Mexico. Efter at have stået i den obligatoriske kø og have fået lov at passere den mexicanske grænse (det foregår til fods) blev vi samlet op af en bus og kørt op til San Cristobal. Her fandt vi - med hjælp fra en australsk surfer - vej til et hostel tæt ved bymidten hvorfra det var let at udforske byen. San Cristobal er, ligesom Granada og Antigua vi tidligere har besøgt, en spansk koloniby, hvilket betyder masser af charme og atmosfære. Vores tid i byen var knap, men vi nåede omkring et par kirker, et vekselkontor hvor den kære skrankedame prøvede at snyde os for 100 pesos, en dåse Jalapeños der gjorde livet surt for Jens' ellers hårdt prøvede og hærdede smagsløg, en privatkoncert med en hippieduo i nattøj, der spillede egne bossa kompositioner, et marked hvor vores prutte-om-pris talenter kom til kort, og ikke mindst spændingen ved at bestille for 2.000 kr. flybilletter på en spansk hjemmeside vi ikke forstod!

En morgen stod vi tidligt op og kørte til mayaruinen Palenque. På vejen gjorde vi hold ved et par meget smukke vandfald med mulighed for badning(Agua Azul og Misol-ha). Desværre havde vi ikke vores badetøj med så vi måtte nøjes med, stor-svedende, at se på at alle andre boltrede sig i de billedskønne laguner.

Palenque var stort. Mange rigtig flotte ruiner i rigtig flotte omgivelser. Desværre valgte vi en guide der gik mest op i at gendrive de konklusioner, som den arkæologiske forskning har frembragt gennem de sidste mange århundreder til fordel for sine egne hjemmestrikkede teorier. Det betød at vi fik meget detaljeret info om meget få ting og kun nåede en tredjedel af ruinkomplekset på de to timer vi havde. Ikke optimalt.

Fra Palenque gik turen med natbus til Tulum. En lille by på Yucatan halvøen et par timers kørsel syd for Cancun. Her boede vi i en Cabana i første række lige ud til det azurblå hav. Tiden gik på stranden hvor vi sugede til os af sol og varme velvidende at den danske sommer ventede om hjørnet med svigtende sol og nattefrost... (aarh okay men næsten)! Det blev også til cykelture til omkringliggende ruiner og cenotes - vandhuller med utålelige mængder flyvepest (myg) – hvor de lokale ynder at komme og få sig en kølende dukkert. Efter tre gode dage med sol og turisme i Tulum fortsatte vi med fly til hovedstaden.

I Mexico City mødtes vi med Ana og Hugo, det tidligere omtalte Servas par, og blev indkvarteret på deres udemærkede gæsteværelse. Vores Værter viste sig utrolig gæstfrie og enormt søde. De sørgede for vores aftensmad når vi kom hjem fra de strabadsiøse dagsture og kørte os rundt i byen til de helt rigtige steder at købe souvenirs. Ana talte et godt engelsk hvilket gjorde det let at udveksle oplevelser og meninger og de gav os gode tips til hvordan vi skulle gribe byen an. De er begge sidst i 30'erne og henholdsvis filmproducer og fotograf og de befinder sig vist nok i de højere lag af den sociale skala. De bor centralt i et hyggeligt boheme kvarter kaldet Condesa, sammen med kunstnerne, de rige og de intellektuelle. Herfra var mange af Mexico citys attraktioner let tilgændelige for os, hvilket jo var dejlig bekvemt. Opholdet hos Ana og Hugo blev endnu en rigtig god soplevelse.

Vi blev begge yderst positivt overrasket over denne enorme storby der til trods for det svimlende indbyggertal ikke synes så mennesketæt som mange andre og mindre storbyer vi har besøgt. Vores forestillinger levede altså langt fra op til virkeligheden. Hvad vi mødte var en grøn og arkitektonisk indbydende by med masser af kultur at gå på opdagelse i. Vi havde desværre kun to døgn at gøre godt med, så vores udbytte blev ikke så stort, men vi fik set de overvældende vægmalerier i det store national palads og kirkerne og området omkring Sokalo. Overvejer man at tage til Mexico City vil vi anbefale at man budgetterer med lidt mere tid
end vi gjorde. Gerne en hel uge som minimum.

Det var alt hvad vi har valgt at bringe. Der gemmer sig muligvis flere anekdoter et sted i ærmerne men dem får i ved lejlighed.

Bienvenidos a Dinamarca
Kram fra Estrid og Jens

Guatemala

Efterhaanden bliver vores blogbeskrivelser sjaeldnere og laengere, og vi er nu naaet til at konkludere paa vores ophold i Guatemala. Vi brugte 3 dage i Antigua paa at se paa byen og de omkringliggende vulkaner. Vi tog en tur til vulkanen Pacaya, hvor man kan faa lov at vandre helt op paa toppen (naesten) og riste marshmellows over aaben lava. Man kunne maerke skoene naesten smelte - det er vist ret varmt saadan noget lava. Antigua er en dejlig by, og det foerste sted paa vores rejse som tilbyder kaffe latte og stearinlys paa bordene i restauranterne. Det var rart med et lidt hjemligt indslag der.

Tirsdag tog vi afsted paa tur med Mike. En godmodig engelsk mand midt i 60'erne med stort skaeg og hat og aermerne fulde af historier fra hele verden. Han har boet i Guatemala i mere end 30 aar, og har de seneste mange aar arbejdet paa at skabe skoler og bygge broer i bjergene, i indianske landsbysamfund som ikke selv har midlerne. Foerste dag paa turen tog vi med hoensebus (lokal bus, kaldet chickenbus, da man i disse busser stuves sammen som hoens i bur) til Joyabaj, som er hovedbyen i det omraade, hvor Mike laver det meste af sit velgoerenhedsarbejde. Derfra tog vi sammen med borgmesterens chauffoer op i stejle bjergene paa veje, der naesten ikke var veje, men vi naaede omkring fantastiske udsigter og besoegte skoler og broer, som Mike har vaeret med til at bygge. Vi blev moedt af taknemmelige folk og boern, der naesten ikke kunne faa oejnene fra de to meget hoeje, lyshaarede og blaaojede besoegende. Der blev trakteret med indianske egnsretter og spaendende ris-drikke, mens vi alle sad rundt om lave borde paa boernestole midt i en skolegaard langt vaek fra alting og hoerte inspektoeren fortaelle paa spansk om skolens udvikling. Det var spaendende og utroligt smukke dage i bjergene. Hvis bare man kunne faa disse udsigter med bjerge og floder i Danmark, ville vi bo der... Vi sluttede af med et hike over bjergene fra Nebaj til Akul, hvor vi boede paa et ostemejeri, der angiveligt laver det bedste ost i landet.. Men de naar altsa bare ikke danske standarder til sokkeholderne. Hjemad mod Antigua gik det med minibus. 20 mand sad vi i en bus til 15 personer, da fem indianere pludselig besluttede sig for at rejse med os. Som Mike beskrev det: Naar man tror, at nu kan der bare ikke vaere flere mennesker, saa kan der alligevel vaere 10 personer mere. Det blev selvsagt en smule taet i bussen og ydermere viste det sig at disse indianere ikke var ved bedste helbred. De begyndte alle at harke og hoste, og da pigen der sad naermest os (laes: paa skoedet) pludselig braekkede sig ud af vinduet, taenkte vi, at nu var den svineinfluenza da stensikker... Vi faar se. Nu er vi Ved Lago Atitlan, hvor vi i gaar fejrede 4-juli med en bunke amerikanere med baade barbeque og fyrvaerkeri. Heldigvis var der udklaedningstoej til raadighed, saa vi kunne syne lidt mere amerikanske end vi er. I nat har vi reserveret overnatning paa "El casa del mundo", som efter sigende skulle vaere et fantastisk laekkert sted lige ned til den smukke soe. Hotellet ligger isoleret ned til soen og der er kun adgang med baad.

Vores rejsetid lakker desvaerre mod enden og vi tager derfor allerede i morgen tidlig bussen videre til San Cristobal de Las Cases i Mexico. Vi har faaet kontakt til et servas host-par i downtown Mexico City og har aftalt at bruge et par dage med dem inden vi rejser hjem. Men inden da skal vi lige naa at se mayanske ruiner i Palengue og nyde lidt sol og strand i Tulum..

Dagens spanske ord (laert i bjergene): Pinchazo

Adios amigos,
Jens og Estrid

Nicaragua

Kaere laesere
Der er gaaet en rum tid siden i sidst blev opdateret paa vores goeren og laden i denne skoenne og groenne del af verden. Men ogsaa i dette tilfaelde er fravaeret af nyheder ensbetydende med gode tider! Vi har i den sidste tid vaeret isoleret paa en lille Nicaraguansk paradisoe, Little Corn Island, i det karibiske hav. En stille oe hvor ingen biler koerer og internettet kun fungerer et eneste sted, men kun i 5 minutter ad gangen. Hvad oeen manglede i moderne faciliteter kompenserede den til gengaeld saa rigeligt for i naturlig skoenhed! (soeg evt. i Googles billedarkiv for at se hvad vi taler om) Alle backpackere der har vaeret paa baade oeen og vores vej, har tryglet os om ikke at snyde os selv for den uforglemmelige oplevelse det er at vaere paa Little Corn Island. Beslutningen var ikke svaer, og det var livet heller ikke i de 4 dage vi havde paa oeen. Azurblaat hav, hvide strande, haengekoejer, palmer - og masser af fisk! Jens fangede baade baracudaer og jack fish. Oen var dog lidt dyrere end vi har vaeret vant til i Nicaragua, og vi maatte betale helt op til 50 kr pr mand for at indtage det daglige hummer-maaltid ved strandkanten. Go there!

Men foer turen gik til Little Corn Island, besoegte vi den beroemte koloniby Granada i Nicaragua. Meget charmerende og meget cubansk, men dog ikke saa nedslidt som man ser bygningerne i Havana - et dejligt sted. Derfra tog vi en udflugt til Laguna Apoyo. En lagune der ligger taet paa Granada, hvor vi slog os ned paa hostel Crater's Edge, der laa med udsigt og et utal af terrasser mod vandet, som var det reneste og varmeste vi nogensinde har proevet. Ikke nok med at stedet var fantastisk. Vi moedte ogsa nogle fantastiske mennesker der. Emma og Tristan fra New Zealand og Lucy og Will fra Australien. Dem fortsatte vi med til Corn Island og har de to sidste naetter (33 timer!) taget turen fra Little Corn til Antigua sammen med the auzzies, Will og Lucy. Det giver jo turen ekstra krydderi, naar man saadan finder mennesker man klikker ekstra godt med. Nu er det dog slut med at foelges mere, da vi har slaaet os ned hos en Servas Host, Mike Shawcross, der har planer om at vise os "det sande Guatemala", som han kalder det. Tirsdag morgen tager vi mod the highlands og besoeger en masse landsbyer og ser paa nogle skole-udviklingsprojekter, han er involveret i, og oplever selvfoelgelig den skoenne natur, som skulle vaere den mest fantastiske i Guatemala (iflg. Mike, der har boet her i mere end 30 aar - han er oprindeligt engelsk).

Dagens spanske saetning: "Esta noche vamos a la restaurante para comer"

Buenas,
Jens og Estrid

Torteguero, Arenal og Monteverde, Costa Rica

Saa blev det tid til en opdatering. Der naar at ske meget paa saadan en uges tid...
Vi tog jo som sagt afsted til nationalparken Torteguero, som er en regnskov, der bevares af regeringen og som vaerner om et rigt dyreliv og er saerligt kendt for de mange skildpadder, der nester i parken - et besoeg i parken giver dog ingen garanti for at se de helt store turtles, der kan blive op til 3 meter store. Vi saa en del skildpadder, men desvaerre flest af de smaa. Det ku ellers ha vaeret skaegt. Til gengaeld har vi set mange forskellige arter af aber, leguaner, krokodiller, caymen, slanger, tukaner, sommerfugle og utrolig mange andre fulge. Jo, vi fik saamaend ca, hvad vi kom efter der.

Derefter gik turen til den mest aktive vulkan i Mellemamerika: Arenal. Byen La Fortuna ligger for foden af vulkanen og hovedattraktionen er vulkanen, der er synlig paa alle gode ikke-skyede dage. Vi tog til viewpointet om aftenen paa en saakaldt lava-tour for at se den store vulkan puste med lava og roeg. Det var rigtig flot, men umuligt at tage billeder af (som af saa mange andre af de ting, vi oplever. Ofte bliver det kun en fattig gengivelse af virkeligheden).

Derfra gik turen via baad og taxi til Monteverde - et meget frodigt bjergomraade indhyldet i skyer det meste af dagen. Atraktionen her er de saakaldte "cloud forrests", der omkraenser byen - skove man ikke kan se pga skyer (tror vi nok) Vi naaede naesten ud til reservatet idag, men saa kom regnen og vi noejedes med en milkshake paa det lokale mejeri, inden vi MEGET vaade sjaskede hjemad (tropisk regn er ikke at kimse ad!). Igaar var vi paa kaffetur i den lokale kaffeplantage og maatte drikke kaffe ad libitum efter at have gennemgaaet kaffens udviklings- og produktionshistorie. De laver desvaerre lidt tynd kaffe, men det var bestemt et besoeg vaerd anyhow!

Vi har modereret vores planer en smule. Alle backpackere, vi moeder, taler i skyhoeje vendinger om Nicaragua, saa der maa vi et smut forbi. Vi tager bussen klokken 04:30 i nat og haaber at "Ticabus-chauffoeren" er morgenfrisk og husker at samle os op paa "the pan-american Highway". Det haender at det smutter for dem, har vi hoert - spaendende..! Hvis alt gaar vel, havner vi i Granada, Nicaragua i morgen eftermiddag. Det skulle vaere en helt fantastisk koloniby.

Det var mellemamerika for nu - vi vender tilbage ved lejlighed!

Med mange rejsehilsner - hasta luego
Estrid og Jens

Stemningsrapport fra Puerto Viejo

Man vaenner sig til loese hunde og heste i gadebilledet, der vandrer rundt og lever deres eget frie liv. I dag paa stranden synes en lokal hund at ville slaa foelge med to blege danskere og lagde sig dasende ved siden af os og solbadede. Ganske stille.
Byen her er en rastafari Bob Marley by, hvor alle butikker og restauranter spiller reggae til en baggrund af peace, love & harmony plakater. Temperaturen indbyder ogsaa til at tage det helt laid back.
Den sidste dag i byen har vi brugt i regnskoven paa en saakaldt canopy tour. Det er en masse wires spaendt ud mellem traerne paa kryds og tvaers gennem skoven, som man saa haegter sig paa. Paa den maade koerer man mega svaevebane langt over jorden mellem traer og lianer i en luftfugtighed paa naer 100 %. En alternativ maade at opleve regnskoven paa og ikke lige helt sagen for en hoejdeskraek bangebuks som mig (Estrid), men Jens elskede det og hang baade med benene opad og hovedet ned og uden haender.

I morgen meget tidligt gaar turen nordpaa til Tortugero, hvor vi haaber at opleve en masse dyr. Vi skal baade hike og sejle paa kanaler. Vi lader hoere fra os, naar chancen byder sig.

Til far Niels kan tilfoejes at jeg (ja nu er det saa Jens der skriver) har vaeret ude og inspicere den hektar regnskov vi koebte sammen tilbage i 1986 og alt aander fred og idyl og er i skoenneste orden! Godt koeb vi gjorde der!

Vi hilser jer, vores trofaste laesere med et spansk hasta luego
Jens og Estrid

Puerto Viejo de Talamanca, Costa Rica

Foer vi rejste afsted, blev vi gjort opmærksomme paa, at det vist var regntid i Mellemamerika, mens vi er her. Men hvad betyder denne regntid saa? Hverken vores rejseboeger eller de lokale synes at kende svaret helt. Vi spurgte allerede den foerste dag paa hotellet i San Jose og fik samme svar, som vi har faaet her i surferparadiset Puerto Viejo: "It may rain - it may not". Hmmm...tjaa...vi har med andre ord fundet ud af, at regntiden her paa oestkysten er relativ og noget man ikke kan forudse. Nogle dage regner det i flere timer, de fleste dage regner det ganske kort tid og nogle faa dage slet ikke. Vi har oplevet lidt af det hele, men byen her viser sig bestemt primært fra sin bedste side.
Vi maatte dog kapitulere efter foerste dag paa stranden. Bare 2 timer i formiddagssolen resulterede i dehydrering og solstik, og Jens maatte (trods faktor 25!) ligge i sengen og svede en forbrændt ryg god igen med baade kvalme og hovedpine. (Hurra for hende, der har taget 100 timers lydboeger med! :-) Ja, det er en utrolig varme med masser af fugtighed og vi sveder konstant, men nyder det. I dag lejede vi cykler og tog paa en fantastisk tur ud af byen langs regnskoven, langs det carribiske hav og stoppede op i en lysning, der praesenterede forskellige dyr - og ja, saagar en slange! Men ingen fare for globetrotterne her: vi kan klare lidt af hvert. I overmorgen har vi bestilt tid til at svinge i lianer ligesom Tarzen, og i overmorgen rykker vi videre fra sommerlandet her til den nord-oestlige del af landet, til reservatet Tortuguero, som er kendt for at huse verdens stoerste skildpadder og generelt et rigt dyreliv. Derefter skal vi se vulkaner og ja ja, der er nok der skal ordnes, men stress er ikke noget vi kender til i vores afslappede ferieliv. Hvad vi ikke naar i dag, naar vi i morgen.

Dagens spanske sætning: un refresco natural con piña, por favor

Adios amigos,
Jens og Estrid

San Jose, Costa Rica

Endelig er vi naaet frem til destination San Jose, Costa Rica, efter en lidt laengere rejse end forventet. Vi har nu laert at man altid skal tjekke sin rejsebillet RIGTIG grundigt og gerne flere gange igennem for at sikre sig mod dummefejl og ubehagelige overraskelser. Vi troede, at det skulle gaa saa glat, da vi kun havde 2 timers ventetid i Miami lufthavn, foer afgang til San Jose. Det skulle vise sig at vaere 2 timer + 1 doegns ventetid - saa nu har Jens ogsaa besoegt Miami and the beaches. Det var dyre laerepenge men trods alt et fint stop-over med solroede skuldre som foelge. (Tak for akut hjaelp til Peter og Annemette!)

I aftes lokal tid landede vi saa i Costa Rica, hvor vi har brugt dagen i dag paa at faa indtryk af hovedstaden, San Jose. Haesblaesende trafik, stejle gader og masser af bilos er nogle af hovedstadens ingredienser, men ogsaa billig mad med boenner og masser af imperial oel - saa er der doemt ferie! I morgen tager vi videre til surferland, Puerto Viejo. Vi maa haabe, vi har held til at fake den autentiske surfer stil. Busbilletterne er i alle fald koebt.

Dagens spanske saetning - quiero ir a un restaurante

Adios,
Jens og Estrid

Første blog

Så nærmer sig tiden hvor vi stikker af til det mellemamerikanske. Vi har netop været i Netto og proviantere pølser og øl til morgendagens hårdtprøvede flyttefolk. Vi ryder sdr. ringgade residensen i morgen og bor på skrømt hvor dørene er åbne i den sidste uge inden afrejse til San Jose. Det bliver 6 uger mættet med nye oplevelser og hvem ville ikke glæde sig til sådan en omgang... vi gør i hvert fald. Om skæbnen er os gunstig og internettet i mellemamerika intakt, vil vi forhåbentlig have en masse gode oplevelser at berette om på bloggen her undervejs på vores rejse. Indtil da må i nøjes med et lille hjemmegjort gruk til at pirre intellektet i de regnvåde danske senforårsdage!

"Et er at række ud en hånd
Et andet den hånd at turde tage
Besidder du mod til begge dele
Da venter rige dage"

Mojn